Altanhave: alt du bør overveje, før du starter
Når man bor i storbyen, er der ikke mange steder, man kan finde helt private, grønne oaser. Derfor går mange op i at lave smukke altanhaver og dekorere deres altaner med planter og blomster for at skabe mere liv.
En altanhave kan både være meget simpel og ganske besværlig at sætte op og vedligeholde. Den kan være billig, og den kan være ekstremt dyr. Den kan være helt åben eller tildækket for mere privatliv. Det hele afhænger af dit ambitionsniveau, din pengepung og den stil, du gerne vil ramme.
Før du starter på indretningen af din altanhave, bør du dog stille dig selv en række spørgsmål, så du undgår de klassiske “rookie mistakes”, hvor man enten køber for meget ind eller ikke har evnerne til at vedligeholde planterne. De spørgsmål hjælpe vi dig med i denne artikel.
Hvor meget plads har du?
Selv bittesmå altaner kan blive til altanhaver. Det gælder endda også franske altaner, som kan udnytte gitteret til at lave en lille frodig have med krydderurter. Før du begynder indretningen, skal du have målt op. Her er det en fordel at tænke tredimensionelt, så du også får målt op i højden – det er nemlig ikke kun altangulvet, der kan bruges til altanhaven.
I det tilfælde hvor du ikke har mulighed for at hænge ting op på din altan, kan du overveje at købe krukker, som enten kan stables, eller som er skabt til at agere plantehotel med flere etager og terrasser til dine planter.
Hvor meget sol får min altan?
Det er enormt vigtigt, at du får sat konkrete tal på, hvor mange timer om dagen, der står sollys på din altan. Der findes planter, som kan klare sig længe uden særligt meget sol, mens andre er utrolig sarte og hurtigt dør af solmangel. Det er samtidig utroligt væsentligt for den mængde vand, dine planter skal have.
Hvordan er vejrforholdende?
Foruden mængden af sol bør du også overveje, hvor varmt (eller koldt) der rent faktisk bliver på din altan. Særligt på de allervarmeste sommerdage kan selv de mest hårdføre planter få sved på panden, og derfor bør du gøre dig bevist om, hvor varmt det rent faktisk kan blive.
Det samme gør sig gældende i forhold til kulde, hvor de fleste planter er nødt til at blive trukket indenfor, når vinterens sne rammer landet.
Endelig spiller vinden en væsentlig rolle, da mange planter ikke er glade for alt for meget vind. Det skyldes ofte, at de bliver kryllet sammen og til sidst dør af det. Vindproblemer kan enten løses ved at have et rækværk på altanen eller ved at sætte mere bastante planter foran de mere skrøbelige.
Hvor meget tid har du til at vedligeholde altanhaven?
Planter er ligesom kæledyr. Nogle planter passer mere eller mindre bare sig selv, mens andre har brug for store mængder opmærksomhed, pleje og omsorg. Èn ting er sikkert: Der findes ikke planter, som slet ikke skal have pleje.
Hvis du ofte er på farten, ude og rejse eller generelt set ikke har tid til at vande, beskære eller på anden vis pleje din altanplanter, så bør du tage højde for det i dit planteindkøb. Alternativt kan du købe dig fattig i alverdens smarte dimser og vandingsanlæg, der automatisk vedligeholder din altanhave for dig.
Har du omvendt masser af tid og passer planter som en hobby, kan du overveje at udfordre dig selv med mere beværlige planter til din altanhave. Til planteentusiasten kan det også anbefales at fylde altanhaven med spiselige planter som krydderurter, tallerkensmækkere, ramsløg eller radiser.