Lille Canon-kamera lover høj billedkvalitet
PowerShot G9 X Mark II, der efterfølger PowerShot G9X, er forsynet med en stor 1”-sensor af cmos-typen. Opløsningen er på 20,1 mio. pixel. Den nye model har samme design som forgængeren, hvilket betyder, at kameraet er det mindste kompaktkamera på markedet med en 1”-sensor. Objektivet har fortsat 3x zoom, der dækker 28-82 mm med et blændeområde fra F2.0 til F4.9.
Høj hastighed
De store nyheder findes inden i kameraet, hvor G9X Mark er udstyret med den nye processor Digic 7, som blev introduceret i storebroren G7 X Mark II.
Den kraftige processor gør det muligt at skyde raw-billeder serier med en hastighed på 8,2 billeder per sekund. Bufferen kan klare 21 skud i serie, før bufferen skal tømmes.
Forbedret billedstabilisering
Canon har også tilført billedstabiliseringen Dual Sensing Image Stabiliszation, der skulle give 3,5 eksponeringstrin, så man kan skyde håndholdt på længere lukkertider end ellers og stadig få skarpe skud.
Også autofokus skulle være forbedret, så den er hurtigere og mere sikker end tidligere. Fotografer, der elsker fuldautomatik kan desuden glæde sig over, at kameraet skulle være blevet endnu bedre til at genkende motiver.
Konvertér raw i kameraet
Canon PowerShot G9 X Mark II har indbygget wi-fi og Bluetooth. Endelig er det nu blevet muligt at raw-konvertere direkte i kameraet, og der er indbygget ND-filter.
Kameraet fås enten sølvfarvet eller sort. Prisen er 3999 kroner.